Skip to content Skip to main navigation Skip to footer

Grønlangkålsforgiftning – Lørslev Vesterhede – december 1968

”Do må how, at grønkolan ska har frøst a par nætar, ian do plokar døm – og do ska ås how, at di føst wåj ska smias u” sagde Manna på Annexgården.

(Du må huske, at det er vigtigt, at grønkålen først skal have et par nætter med frost, og du skal også huske, at det første hold vand, når du koger grønkålen, skal hældes ud.)

Jeg var værnepligtig soldat i Flyvevåbnet og var en weekend i december 1968 hjemme på orlov.

Søndag eftermiddag, nogle timer før jeg skulle tilbage til Flyvestationen i Aalborg, glædede min norskfødte kone Anne mig med grønlangkål og kogt flæsk. Hun havde nogle dage forinden været oppe hos Manna i Annexgården for at lære den korrekte opskrift på grønlangkål.

Ud på natten fik jeg meget stærke mavesmerter samtidig med opkastninger og diarre, og måtte tidligt om morgenen søge flyvestationens vagthavende læge. Efter en kortvarig undersøgelse og nogle spørgsmål, kunne lægen konstatere, at jeg havde en ondartet maveforgiftning, og jeg blev omgående indlagt på infirmeriet, hvor jeg kom under behandling. Her lå jeg i 6 dage, inden jeg blev udskrevet.

Det viste sig, at der havde været sproglige misforståelse mellem min søde norske kone og Manna.

Den stærke advarsel om, at kålen skulle have frost i et par nætter, og det første hold kogevand skulle hældes ud, havde min kone ikke forstået.

Grønlangkål er ikke ufarlige, når den bliver forkert tilberedt, og det er endvidere meget vigtigt, at bollerne opvarmes ved 100 grader, før de serveres

Billede: Min lille datter Agnes havde fået en ny kjole – og ville absolut fotograferes sammen med mig – inden jeg drog tilbage til flyvestationen. Jeg ser allerede lidt forpint ud.

Sætningen på vendelbomålet er korrigeret af Einar Schmidt. Tusind tak Einar.